Formål:
Køn, krop og seksualitet tager udgangspunkt i håndbogen ‘Seksualitet på dagsordenen’ fra Socialstyrelsen. Undervisningen tilsigter at gøre køn, krop og seksualitet en naturlig del af borgernes liv og recovery proces, og har tre hovedformål:
1) At aftabuisere køn, krop og seksualitet
2) At styrke borgernes evne til at mærke egne og andres grænser, samt at forbedre deres selvværd og kropsforståelse
3) At klæde borgerne på til at tale med fagpersoner om køn, krop og seksualitet
Temaer:
Hvert modul varer to timer. Modulerne kan købes samlet, eller bestilles enkeltvis.
Tema 1: Køn og kønsidentitet
Hvad er forskellen på biologisk og socialt køn? Hvilke normer for køn findes i samfundet? Og hvordan påvirker normer måden man forholder sig til sit eget og andres køn på?
Tema 2: Samtykke og grænser
Hvad er samtykke? Hvorfor er samtykke vigtigt? Hvordan mærker man og giver udtryk for egne grænser? Hvordan kan man aflæse andres grænser, både verbalt og nonverbalt? Og hvad sker der når man får overskredet sine grænser?
Tema 3: Seksualitet og mangfoldighed
Hvilke seksualiteter findes der? Kan seksualiteten være flydende i et livsforløb? Hvordan lærer man sin egen seksualitet at kende?
Tema 4: Forelskelse, kærlighed og dating
Hvordan føles forelskelse? Hvad vil det sige at elske nogen? Hvordan er man i et parforhold – og hvilke udfordringer kan man møde? Og hvordan dater og flirter man hvis man er psykisk sårbar?
Tema 5: Kroppen og diversitet
Hvordan ser forskellige kroppe ud? Hvilke fordomme om andres og ikke mindst egen krop findes? Hvordan kan man holde mere af og passe bedre på egen krop?
Tema 6: Selvværd, tryghed og relationer
Hvad er forskellen på selvværd og selvtillid? Hvorfor er det vigtigt at holde af sig selv for at kunne holde af andre? Hvordan kan man styrke sit selvværd?
Tema 7: Overgreb og krænkelser
Hvad er overgreb og krænkelser? Hvem og hvor mange sker det for? Hvordan får man hjælp? Og hvordan påvirker det et menneske at blive udsat for overgreb?
Tema 8: Seksualitet og psykofarmaka
Hvordan påvirker psykofarmaka lysten og evnen til sex? Hvad er fordelene og ulemperne ved brug af psykofarmaka for seksualiteten? Hvad er tovejstabu, og hvordan kan det påvirke relationen mellem borger og behandler?
Kursusform:
Undervisningen består af en kombination af oplæg, debat i plenum, individuelle refleksionsøvelser, billeder, videoklip og dilemmaøvelser. Der tages højde for antal deltagere og disses psykiske og kognitive funktionsniveau.
Målgruppe:
Beboere og borgere der er tilknyttet socialpsykiatriske tilbud.
Pris:
Prisen for 1 modul er 4000,- kr. ex moms.
Hvis alle 8 moduler købes som samlet pakke er prisen 29.000,- kr. ex moms.
Inkluderet i prisen er forberedelse og kørsel i Københavnsområdet. Skal kurset afholdes andre steder, skal der forventes køretid og km også.
Booking og betaling er bindende.
Hvis restriktioner ændres kort inden pga. Covid-19, og det ikke er muligt at mødes fysisk, er det muligt at afholde kurset online.
Underviser:
Sofie Luise Krog har en baggrund som normkritisk seksualvejleder og underviser i socialpsykiatrien, hvor hun har undervist beboere i alle aldre i køn, krop og seksualitet. Sofie er oprindeligt uddannet international socialrådgiver, og har videreuddannet sig til klinisk sexolog og coach. Nu arbejder hun som seksualitetskonsulent og projektleder hos SUMH (Sammenslutningen af Unge Med Handicap) og driver selvstændig virksomhed som sexologisk coach ved siden af.